HIDDEN

Dagens Medicin har sammen Ældre Sagen og Lægemiddelindustriforeningen udgivet debatbogen ’Skammekrogen’ om behandlingen af medicinske patienter.

En bestemt patientgruppe får sjældent del i forbedringerne i sundhedsvæsenet. Det er de medicinske patienter, som må affinde sig med lav status og dårlige behandlingsforløb.

De er ofte ældre, lider af flere forskellige sygdomme og har et stort medicinforbrug. De falder ned mellem stolene i det højt specialiserede behandlingssystem, og de tabes på gulvet i overgangen fra sygehus til eget hjem.

De svageste patienter får med andre ord den ringeste behandling. Det vil denne bog gøre noget ved.

15 fagfolk fremlægger problemerne og forsøger at levere løsninger. 

Bogen koster 250 kr. plus 45 kr. i forsendelse - Bestil den her.

INDHOLD

Kristian Lund: Forord

PÅ SYGEHUSET 

Kapitel 1

Jannie Kilsmark: Øget pres på medicinske afdelinger

• Patienterne bliver flere og flere, både i de medicinske senge og på ambulatorierne. Belægningsprocenten er høj, det samme er andelen af akutte indlæggelser. I dette kapitel fremlægges de eksisterende data for området, og de viser, at det ikke bare er snak – de er hårdt spændt for på de medicinske afdelinger.
•  

Kapitel 2

Thomas Gjørup: Patientforløb skal tilrettelægges bedre 

• Det er nødvendigt at finde nye måder at organisere behandlingen af de medicinske patienter på.
• Brug af sengeleje optager en alt for stor plads i behandlingstilrettelæggelsen og står i vejen for en modernisering af pa­tientforløb og målretning af behandlingen.
• Hvis vi skal gøre det bedre for patienterne, skal der være beslutningsdygtige special­læ­ger i akutmodtagelserne, og røntgenun­der­­søgelser og scanninger skal udføres med det samme.
• Patienter med komplekse forløb skal have tilknyt­tet en kontaktperson. Primærsektoren skal understøttes af et diagnostisk center. Og det gode patientforløb skal dokumenteres.

Kapitel 3

Beth Lilja: Patienten overlevede – på trods af behandlingen

• Hospitalsinfektioner, forkert medicin, tryksår og knoglebrud på grund af fald er hverdag på sygehusene. Under indlæggelse bliver mange patienter påført skader, som ikke skyldes den sygdom, de er indlagt for, men som er en konsekvens af opholdet på sygehuset.
• Når Danmark i løbet af de kommende årtier bygger nye sygehuse for mindst 40 mia. kr., har vi århundredets chance for ved hjælp af arkitektur og indretning at forbedre patientsikkerheden.
• Tal fra det Nationale Indikatorprojekt viser, at patienter over 80 år sjældnere behandles efter retningslinjerne end yngre, når de kommer på hospitalet med sygdomme som apopleksi, hoftebrud, hjertesvigt og sukkersyge. Er det rimeligt?
• Den Danske Kvalitetsmodel er på vej ud til hele landet, men som den ser ud i dag, bliver den heller ikke det forandringsværktøj, der fremover effektivt beskytter patienter mod forebyggelige skadevoldende hændelser. Der skal langt mere omfattende forandringer til.

Læs hele dette kapitel.

Kapitel 4

Torben Mogensen: Fysisk træning bliver en nøglefaktor

• Det at omtale de medicinske patienter som svage er med til at fastholde en ond selvopfyldende spiral med hurtig personaleomsætning og dårlig behandling. Det første skridt er at betragte patienterne med respekt.
• Det er vigtigt, at patienterne ikke ligger passivt i sengen, mens de bliver behandlet for deres sygdom. Vi kommer til at erstatte sygeplejersker med fysio- og ergoterapeuter.
• Der er behov for geriatriens specialviden om ældres sygdom. Geriaterne skal frem på banen og dokumentere, at de er i stand til at tilbyde noget, som de andre medicinske specialer ikke kan.
• På hospitalerne er der en vis modstand mod at inddrage pårørende aktivt, men den modstand må vi overvinde.

Kapitel 5

Karin Østergaard Lassen: Ernæringen er livsvigtig, men overlades til ildsjæle

• Op til halvdelen af medicinske patienter er underernærede ved indlæggelse på hospital, og ofte forværres problemet under indlæggelsen.
• Adskillige undersøgelser viser, at det er muligt at forbedre ernæringsplejen, så patienterne får dækket deres behov for næring. Dermed kommer de sig hurtigere, og komplikationerne ved underernæring modvirkes.
• En ny jobfunktion som ernærings- og sundhedsassistent kan overtage ansvaret for 30-50 pct. af medicinske patienters ernæringsbehandling.
• De gældende anbefalinger har ikke tilstrækkelig gennemslagskraft – der skal lovgivning til.

Kapitel 6

Thomas Gjørup: Alle patienter skal have gavn af den lægelige specialisering

• De patienter, hvis sygdom og behandling falder imellem de lægelige specialer, skal have større glæde af spe­cial­lægernes faglige kompetence og erfaring, end tilfældet er i dag.
• Selv om der altid er en bagvagt på de medicinske afdelinger, er de uerfarne læger – især uden for almindelig arbejdstid – alt for ofte alene om at modtage akut syge patienter ved indlæg­gel­se.
• Hvis de store overlægestabe i fæl­lesskab løfter den akutte behandlingsopgave, vil vagt­arbej­det blive mindre belastende for den enkelte.
• Man kan kun have respekt for fagligheden og engagementet hos de læger, der arbejder på at oprette et akutspeciale. Alligevel må det opfattes som en kort­sigtet løsning her i landet.

Kapitel 7

Bente Drachmann Jørgensen: Vi skal tænke i hele patientens liv

• Vi er forpligtede til at hjælpe dem, der kan, i gang. Grundlæggende handler en stor del af de medicinske patienters problemer om egenomsorg.
• Tal til patienten som et menneske, der vedkommer dig, og betragt det som et samarbejde mellem dig og patienten. Det er den etiske tilgang, jeg anbefaler!
• De store plejehjem er blevet afinstitutionaliserede og har hverken medicinskab, mulighed for at give ilt- eller intravenøs behandling. Her skal vi reetablere en
• miniudgave af noget fra gammel tid.
• Sundhedsprofessionelle skal generere stolthed omkring de blødere ting, som er lige så vigtige for patienterne. F.eks. at de bliver bedre til at klare sig selv eller bliver længere på arbejdsmarkedet trods kroniske sygdomme. 

PÅ TVÆRS AF SEKTORERNE

Kapitel 8

Sidsel Vinge og Jakob Kjellberg: Kommuner får pisk, mens almen praksis og sygehuse får gulerødder

• Kommunerne er den eneste aktør i sundhedsvæsenet, som ikke honoreres for at producere sundhedsydelser. Patienter er en kilde til udgift for kommunerne, og der er intet økonomisk incitament til at levere sundhedsfaglige ydelser.
• Aktivitetsbestemt lægehonoreret sygepleje i almen praksis stormer frem, mens sygeplejen i de rammestyrede kommuner er på retur. Årsagen er de meget forskellige incitamenter for sygeplejen i primærsektoren.
• Vi har behov for et tværsektorielt kontaktregister, altså en registrering med udgangspunkt i borgerne, ikke sektorerne, der kan vise, hvem der leverer hvilke sundhedsydelser til hvem, hvornår – og meget gerne også hvorfor.
• I stedet for at straffe kommunerne for at bruge sygehusene og for ikke at hjemtage borgerne med det samme, kunne man vælge at gøre det til en kilde til indtjening at få borgerne hjem så hurtigt som muligt.

Kapitel 9

Lars Rytter: Følg op på de gamle patienter og undgå genindlæggelser

• De gamle får en bedre behandling, hvis hospital, kommune og praktiserende læge arbejder tættere sammen. Men ikke alle parter er lige nemme at føre ind på den samme sti.
• I vores forsøg blev der rettet op på fejlmedicinering. Teamet smed gammel medicin ud og sikrede, at patienten fulgte den behandling, som hospitalet havde iværksat.
• Praktiserende læger klager altid over, at de har så travlt, og hvordan skal de pludselig presse op til tre besøg pr. udskreven ældre patient ind i programmet? Det er vigtigt at understrege fordelene ved, at lægerne får styr på nogle af deres mest komplicerede patienter.
• Effekten af et opfølgningssystem er klar: Sygehusene får færre indlagte, regionerne sparer formentlig nogle penge, og ikke mindst de gamle får en bedre behandling. Endelig får lægerne og hjemmeplejen et bedre overblik over deres tungeste patienter.

Kapitel 10

Ellen Holm og Per Dyhr Hansen: Når gamle falder

• Det ses ikke sjældent, at patienter, der har været indlagt på grund af fald eller andet funktionstab, og som har opnået en pæn fremgang i balance og muskelstyrke ved målrettet træning, må vente så længe på kommunal genoptræning, at fremgangen er gået tabt.
• Udredning af en patient med nytilkommet faldtendens eller balanceproblemer uden oplagt årsag bør som hovedregel foregå i geriatrisk regi.
• Det ville være rationelt at etablere fald-, svimmelheds- og besvimelsesklinikker som regionsfunktion.
• Et lårbensbrud koster dyrt. Først på grund af hospitalsindlæggelse og senere på grund af det ofte ganske betydeligt øgede plejebehov, det fører med sig.

Kapitel 11

Allan Flyvbjerg: Gode ’patientrejser’ på tværs af sektorerne

• Selv om dødeligheden blandt danske diabetikere har været faldende de seneste ti år, er tallet fortsat uacceptabelt højt.
• En af forudsætningerne for, at diabetesbehandlingen kan forbedres, er, at man løbende er i stand til at måle kvaliteten af behandling i forskellige dele af sundhedsvæsenet, herunder både primær- og sekundærsektoren.
• En person med type 2-diabetes vil ofte bevæge sig i et behandlingskrydsfelt, der ansvarsmæssigt er underlagt det kommunale og det regionale område, og løber dermed en risiko for at blive tabt mellem to stole.
• Opportunistisk screening af højrisikopersoner for uopdaget type 2-diabetes må intensiveres, gerne kombineret med et tilbud om et generelt helbredstjek af alle over 40 år.

Kapitel 12

Peter Clemmensen: Skræddersyet rehabilitering til alle hjertepatienter

• Et fuldt rehabiliteringsforløb giver store menneskelige gevinster. Og samfundsøkonomisk er det en virkelig god investering.
• Psykosocial hjælp skal være et fast tilbud til alle hjerte-kar-patienter og deres pårørende.
• Efter strukturreformen er området blevet en gråzone, fordi loven kan tolkes på flere måder, og mange kommuners tolkning er, at de kan tilbyde hjerterehabilitering eller undlade det.
• Der er behov for en lovændring, så der tages hånd om alle hjerte-kar-patienter.

Kapitel 13

Ida Sofie Jensen: Kvalitetsudvikling rammer forbi de medicinske patienter

• Det synes, som om hovedparten af de medicinske patienter, nøjagtig som før strukturreformen, lider under den tredelte opgave- og ansvarsfordeling. De har behov for en tværfaglig, sammenhængende indsats.
• En handlingsplan skal sikre, at der arbejdes målrettet og forpligtende på at gennemføre de planlagte forbedringer. Og handlingsplanen skal understøttes af de styringstiltag, der allerede er taget i brug som f.eks. akkreditering og sundhedsaftaler.
• Jeg støder jævnligt på betegnelser som: lavstatus, glemt, overset, de svageste og de ressourcesvage. Der er brug for at formulere et nyt retorisk paradigme, som kan anvendes i debatten om det medicinske område.
• De gældende reguleringstiltag tager ikke i tilstrækkelig grad højde for de særlige problemstillinger og kvalitetsudviklingsbehov, der gør sig gældende inden for behandlingen af de medicinske patienter.

Kapitel 14

Bjarne Hastrup: Problemerne skal løses med en national handlingsplan

• Det er vigtigt, at planer for patientforløb ikke kun rammer behandling og udredning, men at også pleje, omsorg og forebyggelse medtænkes.
• Overbelægning skal bekæmpes med samme politiske engagement som ventelister! Måske skulle der indføres en form for garanti, så vi sikrer, at patienterne og personalet ikke skal opleve belastende overbelægning.
• For at matche udfordringerne skal vi sikre rekruttering, fastholdelse og videreuddannelse af fagligt personale, herunder adgang til geriatri.
• Borgeren skal ikke have oplevelsen af at sejle rundt mellem adskilte kontinenter, men derimod opleve en glidende overgang mellem eksperter, der tager over, hvor andre slipper.