Hvis hjertet svigter og ikke længere kan pumpe blodet rundt i kroppen, kan man få et nyt hjerte. Også nyrer, levere, lunger, hornhinder, ja selv ansigter kan skiftes ud. Det er muligt for kvinder at føde børn, selv om de hverken har æggeledere eller æggestokke. En mand kan blive biologisk far, selv om han kun producerer få sløve sædceller. Kun fantasien og ambitionerne sætter grænser for, hvad der er muligt.

Mange af ophavsmændene til de nye teknologiske landvindinger er blevet fejret i offentligheden, og vi har levet med i deres bestræbelser på at nå målet: Verdenspressen fulgte f.eks. Christian Bernard, den sydafrikanske hjertekirurg, der som den første foretog en hjertetransplantation i 1967, og dækkede begivenheden, indtil patienten døde 18 dage senere af en lungebetændelse. Opmærksomheden var også stor, da gynækologer fra hele verden sidste år i Paris fejrede verdens første reagensglasbarn Louise Browns 30-års fødselsdag sammen med hendes to ’fædre’, de engelske læger Steptoe og Edwards. Senest var det et lægehold i Amiens i Frankrig, der gav en kvinde et nyt ansigt, efter at hun var blevet skambidt af en hund. At lægevidenskabens landvindinger er fantastiske, er indiskutabelt.

Derfor virker det så meget mere grotesk, når selv samme sundhedssektor er ude af stand til at passe godt på patienterne. Hospitalsinfektioner, forkert medicin, tryksår og knoglebrud på grund af fald er hverdag på sygehusene. Under indlæggelse bliver mange patienter påført skader, som ikke skyldes den sygdom, de er indlagt for, men som er en konsekvens af opholdet på sygehuset. Det er skader, som ofte anses for at være uundgåelige konsekvenser af en hospitalsindlæggelse. 
Men det er ikke rigtigt. Der er nu hospitaler, der er i stand til at beskytte deres patienter mod tryksår. Der er hospitaler, der har elimineret en lang række hospitalsinfektioner. Der er hospitaler, hvor det er undtagelsen at få forkert medicin og ikke reglen. Hospitaler, der prioriterer patientsikkerhed højt, kan reducere patientskader radikalt.

En sygehistorie med en kaskade af utilsigtede hændelser
Fortællingen om en ældre medicinsk patient, Knud Wilken-Jensen, illustrerer i det følgende problemerne med patientsikkerheden på de danske sygehuse bedre end noget andet. Det eneste atypiske er måske, at Knud Wilken-Jensen ikke indlægges akut, som flertallet af de ældre medicinske patienter gør, men kommer på hospitalet for at få lagt en pacemaker, et lille indgreb, der normalt er helt ukompliceret. Imidlertid sker der en kaskade af utilsigtede hændelser. Den ene ulykke fører den næste med sig, og sygehistorien kommer derfor til at strække sig over næsten et år, hvor Knud Wilken-Jensen i lange perioder er indlagt.

Jeg er helt enig med dem, der siger, at det er populistisk at føre politik på enkeltsager. Men som dokumentationen her vil vise, er Knud Wilken-Jensen på ingen måde en enkeltsag. Hver eneste dag er hundredvis af patienter i det danske sundhedsvæsen udsat for utilsigtede skader. Det fører til helt unødvendige menneskelige ydmygelser og smerte, og det medfører flere indlæggelsesdage, større medicinforbrug, større plejebehov og alt i alt langt større økonomiske byrder for samfundet.

Et lille indgreb
Forår og sommer 2006: Knud Wilken-Jensen er en 94-årig velbevaret mand, som har været stort set rask gennem livet, men som de senere år har haft en lille blodprop i hjernen og to-tre små blodpropper i hjertet. Han tager medicin mod forhøjet blodtryk og åreforkalkning i hjertet. To gange om året går han til kontrol på medicinsk afdeling. Han har levet et aktivt liv, omgivet af familien. Som 69-årig gik han på pension efter et langt arbejdsliv som børnelæge, i mange år som leder af børnepoliklinikken på Rigshospitalet. Han har været alene siden sin hustrus død i 1995, men har tæt kontakt med sine fire døtre og deres familier. Den ene af døtrene er læge.

Knud Wilken-Jensen hører og ser dårligt, men klarer sig fint hjemme med daglig hjemmehjælp, daglig madudbringning, hjemmesygeplejerske hver 14. dag, hjælpemidler fra Blindeinstituttet og nyhedsbånd og båndbøger fra biblioteket. Han har en alarmknap i halskæde. Hjemme går han med stok, på gaden med rollator.

Han går selv i banken, på apoteket og på kirkegården i en radius af 700 meter fra hjemmet. En gang om ugen er han i dagcenter og træner der. Sædvanligvis tilbringer Knud Wilken-Jensen en stor del af sommeren i sommerhus sammen med en eller flere af sine døtre. To gange om året rejser han til Florida i USA og bor en-to måneder hos sin datter og svigersøn der.

Han begynder at få nogle anfald af svimmelhed og falder flere gange i hjemmet. Et par gange ligger han fire-seks timer, uden at han selv er i stand til at komme op.

Den ene gang har han glemt at få alarmknappen om halsen. Den anden gang mangler alarmen batteri. Han får taget et hjertediagram, som viser uregelmæssig hjerterytme med overspring af slag. Lægerne konkluderer, at disse udfald af hjerteslag kan være skyld i manglende blod til hjernen og dermed svimmelhed og fald.

Det besluttes, at Knud Wilken-Jensen skal have en pacemaker, der sikrer regelmæssig hjerterytme. Det lille indgreb vil kræve to dages indlæggelse.

August 2006: Knud Wilken-Jensen bliver indlagt på hjerteafdelingen. Han vejer 75 kg ved indlæggelsen. Han bliver gjort klar til operationen, som foregår i lokalbedøvelse og forløber uden problemer. Morgenen efter operationen står Knud Wilken-Jensen selv op af sengen for at gå på toilettet. Han ligger på en firesengsstue med toilet på gangen. Ude på gangen falder han, og det viser sig, at venstre overarm er brækket. Bruddet er ukompliceret, og han får lagt en skinne på venstre arm, hvorefter han udskrives som planlagt. På den ene side vil han gerne hjem, på den anden har han mange smerter og kan ikke bruge venstre arm.

Han kan f.eks. ikke klæde sig af og på. Der aftales derfor udskrivelse til hjemmet med hjemmehjælp tre gange om dagen.

Dansk Patientsikkerhedsdatabase modtog i 2008 2.475 rapporter om patienter, der var faldet under en hospitalsindlæggelse. Heraf var 75 fald alvorlige og medførte brud på f.eks. skuldre, håndled og hofter eller i værste fald blødning i hjernen.

I Knud Wilken-Jensens tilfælde skyldes faldet – som det ofte er tilfældet – en kombination af en lang række uheldige omstændigheder. Han ønsker ikke at forstyrre personalet eller de andre patienter på firesengsstuen. Han er måske lidt usikker på benene efter gårsdagens operation, hans syn er dårligt, og han færdes i uvante omgivelser. Desuden bruges hospitalsgangen som oplagringsplads for alt fra kørestole, dropvogne og kaffevogne til hylder med patientinformationer. Derfor kan Knud Wilken-Jensen ikke bruge det gelænder, der ellers er sat op som gangstøtte.

Fra international litteratur er det kendt, at risikoen for, at ældre mennesker falder og brækker hoften, er langt større, når de er på hospitalet, end når de færdes derhjemme i vante omgivelser. En undersøgelse på Hvidovre Hospital i 2002-2004 viste, at syv pct. af alle patienter, der blev opereret for hoftebrud, havde brækket hoften, mens de var indlagt på et sygehus. Undersøgelsen viste også, at dødeligheden var dobbelt så høj hos de patienter, der brækkede hoften på sygehuset, som hos dem, der pådrog sig bruddet udenfor. Faldulykker hos indlagte patienter er altså hyppige og kan have alvorlige konsekvenser.

De fysiske rammer på hospitalerne er ofte medvirkende til, at patienterne falder. Havde Knud Wilken-Jensen ligget på enestue med eget toilet, er det meget sandsynligt, at han havde klaret sit morgenærinde uden problemer. Havde han kunnet støtte sig til gelænderet på gangen, var det måske også gået godt. Faktorer som belysning, farver, gulvbelægning og placering af døre er også vigtige, hvis patientstuer, toiletter og baderum skal faldsikres.

Når Danmark i løbet af de kommende årtier bygger nye sygehuse for mindst 40 mia. kr., har vi derfor århundredets chance for ved hjælp af arkitektur og indretning at forbedre patientsikkerheden. Men det kræver, at hensynet til patienternes sikkerhed medtænkes allerede i de tidlige faser af planlægningen.

Genindlæggelse, infektion og medicineringsfejl
August 2006: Knud Wilken-Jensen er kommet hjem med sin nye pacemaker og sin brækkede arm, men hjemmehjælpen dukker ikke op som aftalt. Halvandet døgn efter udskrivelsen finder en af hans døtre ham i sengen. Han har ikke fået noget at drikke, har ikke fået mad og har ikke kunnet klare toiletbesøg. Det ender med, at Knud genindlægges og kommer på langtidsmedicinsk afdeling. Her er personalet usikre over for den skinne, som er lagt på den brækkede arm, og som skal tilpasses to gange om ugen. Kun fordi familien flere gange beder om det, tilses og tilrettes skinnen af lægerne fra den ortopædkirurgiske afdeling. Der kommer heller ikke hjertespecialister for at kontrollere den nye pacemaker, før familien beder om det. Under indlæggelsen får Knud Wilken-Jensen feber og behandles for en urinvejsinfektion. Derefter får han en svampeinfektion i munden og får medicin mod den. Han ligger i sengen næsten hele tiden, får forstoppelse og kaster indimellem op.

Statens Serum Instituts halvårlige optællinger viser, at godt otte pct. af indlagte patienter har en sygehusinfektion. En tredjedel er urinvejsinfektioner, som ofte ses hos ældre patienter, specielt hvis de har urinvejskateter. En grov vurdering fra Seruminstituttet er, at op til ca. 100 patienter hvert år dør af hospitalserhvervede urinvejsinfektioner. Udenlandske opgørelser viser, at en meget stor andel af patienter unødigt ligger med kateter. Når kateteret først er lagt, bliver det ikke fjernet igen, til trods for at det ikke længere er nødvendigt.

I Knud Wilken-Jensens tilfælde kommer urinvejsinfektionen ikke til at spille en stor rolle. Til gengæld er han er under samme indlæggelse blevet påført en anden infektion, som – skal det senere vise sig – bliver langt mere alvorlig for ham.

September 2006: Knud Wilken-Jensen får åndenød, og en læge har mistanke om, at symptomerne skyldes en blodprop i lungen. Han får akut taget et røntgenbillede af lungerne, en lungescanning og et hjertediagram. Det sker på en fredag. Samtidig bliver han sat i behandling med store doser blodfortyndende medicin på grund af mistanken om en blodprop. Men medicinen overdoseres og giver ham alvorlige bivirkninger. Han får blodudtrædninger på maven og begynder også at bløde fra tarmen. 

Om mandagen, det vil sige efter, at han har fået blodfortyndende medicin i tre dage, efterspørger en af Knud Wilken-Jensens døtre resultatet af de lungeundersøgelser, der er gennemført før weekenden. Personalet kan ikke umiddelbart finde prøvesvarene, men om tirsdagen dukker de op. Undersøgelserne viser, at Knud Wilken-Jensen ikke har en blodprop i lungerne, men en lungebetændelse. Den blodfortyndende behandling stoppes, og han får i stedet antibiotika.

Det er et kendt problem på sygehusene, at svar på undersøgelser og laboratorieprøver kommer forsinket frem eller overses, sådan at behandlingen af patienten ikke tilrettes efter de seneste informationer.

I forbindelse med patientsikkerhedskampagnen Operation Life, der blev gennemført i samarbejde mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden, blev hospitalerne opfordret til at gennemføre såkaldte mortalitetsanalyser, hvor fagpersoner sætter sig til systematisk at gennemlæse en stak journaler på patienter, der er døde på sygehuset, og at identificere de dødsfald, som kunne være undgået. De første erfaringer med mortalitetsanalyser blev samlet af Operation Life i foråret 2008. Et tilbagevendende problem, der blev beskrevet af en række sygehuse, var netop ’utilstrækkelig reaktion på diagnostisk information’.

For Knud Wilken-Jensen betød de bortkomne undersøgelsesresultater, at han blev udsat for en alvorlig medicineringsfejl. Han blev – unødvendigt længe – behandlet med blodfortyndende medicin, fik øget blødningstendens og mistede en del blod, inden fejlen blev opdaget.

Medicineringsfejl er den hyppigste af alle utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet. De udgør en tredjedel af alle hændelser, der rapporteres til Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Det er imidlertid kun en-to pct. af fejlene, der er så alvorlige, at de medfører skader. En ny dansk undersøgelse af ordinationsfejl offentliggjort i 2009 peger på, at en stor del af de alvorligste medicineringsfejl kan relateres til ret få lægemidler, f.eks. insulin, morfin og blodfortyndende medicin (warfarin).

Ved behandling med blodfortyndende medicin er der altid risiko for, at der opstår blødninger, som kan være livstruende. Derfor tages der løbende prøver, der viser patientens blødningstendens, og dosis af den blodfortyndende medicin reguleres herefter. En hyppig fejl er netop – som det også er tilfældet i Knud Wilken-Jensens sygehistorie – at behandlingen fortsætter, selv om den skulle være reguleret.

Det spiller formentlig også ind, at prøvesvarene skulle komme retur, og de vigtige beslutninger træffes i weekenden. For prøvesvar, der er så afgørende, burde det ikke betyde noget. De skal analyseres akut, og der skal tages stilling til dem, når svaret er klar. Alligevel ved vi, at sygehusene fungerer mindre godt i weekenden end i hverdagene. I det Nationale Indikatorprojekt, NIP, hvor behandlingskvaliteten registreres for en række sygdomme, er det vist, at en mindre andel af patienterne får den planlagte behandling i weekenderne i forhold til hverdagene.

Diarré og tryksår
September 2006: På grund af antibiotikabehandlingen får Knud Wilken-Jensen diarré. Personalet har svært ved at nå at hjælpe ham så hurtigt på toilettet, som han har brug for, og derfor får han i stedet en ble. Men den er ofte våd og bliver ikke skiftet så ofte. Det er derfor ikke overraskende, at Knud Wilken-Jensen udvikler et stort smertefuldt tryksår på huden over korsbenet. Først herefter forsynes han med en specialmadras og speciel pude i stolen.

Genoptræningen er meget sporadisk, selv om det fortsat er planen, at Knud Wilken-Jensen skal udskrives til hjemmet og klare sig selv efter udskrivelsen. I slutningen af september fjernes skinnen på venstre arm. Armen er tynd og slap, men bruddet er helet.

Opgørelser fra de danske sygehuse viser, at mellem tre og 11 pct. af de indlagte patienter har tryksår. En nyere rapport fra Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital sætter tallet endnu højere og vurderer, at 24 pct. af indlagte patienter har enten tryksår eller forstadier til tryksår i form af såkaldte trykspor. Udenlandske opgørelser viser, at halvdelen af patienter med tryksår har fået såret under indlæggelse. Der findes ikke tilsvarende danske tal.

Tryksår er meget ubehagelige og smertefulde, de hæmmer patienterne i at være fuldt mobile, og de er en ekstra belastning for mennesker, som i forvejen er alvorligt syge. Sårene kræver daglig pleje, der kan gå betændelse i dem, og de fører til forlænget indlæggelsestid. En opgørelse fra Storbritannien har vist, at udgifter til behandling af tryksår udgør fire pct. af landets samlede offentlige sundhedsudgifter.

Patienternes lidelser og de store samfundsudgifter er imidlertid helt unødvendige. Tryksår kan forebygges. Ved at screene patienter ved indlæggelsen og herefter tage de nødvendige forholdsregler hos risikopatienterne kan tryksår helt elimineres. Enkelte amerikanske hospitaler har vist det, og flere er godt på vej. Tryksår er ikke længere en uundgåelig komplikation, når man er meget syg. Det er en forebyggelig utilsigtet hændelse.

Får udleveret træningsprogram på skrift
Oktober 2006: Knud Wilken-Jensen har fået plads på et rehabiliteringshjem. Han får enestue og kan møblere med sin egen stol og sit eget fjernsyn. Han er optimistisk ved udsigten til at skulle i gang med et effektivt træningsforløb. Han kan nu gå i sit eget tøj, men det er blevet alt for stort. Han har i løbet af to måneders indlæggelse ufrivilligt tabt 10 kg. Til trods for at han i forvejen var tynd, og til trods for, at man på hospitalet har retningslinjer for ernæringsscreening.

Efter godt tre uger på rehabiliteringshjemmet er der ikke sket meget. Knud Wilken-Jensen har fået udleveret et træningsprogram på skrift, som det er meningen, at han selv skal gennemføre. Men dels kan han ikke læse teksten på grund af sit dårlige syn, og dels mangler han initiativ. De ansatte er venlige, men gør ikke meget for at opmuntre Knud Wilken-Jensen, som også fortsat er generet af tryksåret bagpå. Familien prøver at skabe hjemlig hygge med vin, frugt og kager. Men Knud Wilken-Jensen har givet op og ønsker at dø. Knud Wilken-Jensens datter fra Florida kommer til Danmark og bliver chokeret over at se sin far. Hun beslutter sig for at tage ham hjem og pleje ham selv.

November 2006-februar 2007: I løbet af de næste måneder kræser datteren om Knud Wilken-Jensen. Familien arrangerer træning to gange om ugen med en fysioterapeut og to gange om ugen med en ergoterapeut. Tryksåret plejes grundigt og begynder at hele. Datteren tager sin far med til Florida i halvanden måned.

Det går langsomt, men sikkert fremad, og i februar tager han som planlagt med sine fire døtre og deres familier til Østrig på ’skiferie’. Han klarer turen godt, men er fortsat ret generet af hoste og lejlighedsvise opkastninger, der provokeres af hosten.

Februar 2007: Knud Wilken-Jensen fylder 95 år, og der er planlagt familiefødselsdag med 35 mennesker. Men samme morgen falder han og tilkalder hjælp med alarmen. Han har fået en dyb flænge i panden og bliver kørt til skadestuen, hvor såret bliver vasket og syet. Det viser sig, at han har feber, og et røntgenbillede viser, at han har lungebetændelse. Derfor får han behandling med antibiotika direkte i blodet, via et drop, og han bliver flyttet til lungemedicinsk afdeling. På hans blodprøver kan man se, at han lider af svær væskemangel, og hans leverprøver er skæve. Et par dage senere kommer der svar på en prøve af opspyttet fra lungerne. Knud Wilken-Jensens lungebetændelse skyldes en stafylokok, som er modstandsdygtig over for behandling med almindelige antibiotika, en såkaldt MRSA.

Det viser sig, at de mikrobiologiske eksperter kender bakterien. Den stammer fra den langtidsmedicinske afdeling, hvor Knud Wilken-Jensen var indlagt i august 2006. Oprindeligt er bakterien kommet til afdelingen med en patient, der havde været indlagt i Tyskland. Knud Wilken-Jensen er blevet smittet, da han var indlagt i efteråret 2006, og bakterien er årsag til den hoste, der har generet ham det seneste halve år.

Sammenlignet med mange andre lande har Danmark en lav forekomst af MRSA. Det skyldes en tradition for restriktiv brug af antibiotika og dermed lav resistensudvikling. Antallet af infektioner med MRSA er imidlertid steget betydeligt over de senere år.

Ligesom mange andre hospitalsinfektioner kan MRSA elimineres ved hygiejniske forholdsregler, især god håndhygiejne. Det er noget, alle ved, men alligevel er god og effektiv håndhygiejne en mangelvare i hele sundhedssektoren.

Hvor hyppigt læger og sygeplejersker faktisk udfører korrekt håndhygiejne, ved vi ikke, men de sparsomme målinger, vi har, tyder på, at det er sjældnere end hver anden gang. Set i det lys er det måske knap så mærkeligt, at der i hver 12. danske hospitalsseng ligger en patient med en hospitalsinfektion.

Færdigbehandles i hjemmet
Marts 2007: Knud Wilken-Jensen bliver nu isoleret på en enestue, hvor han ligger i 16 dage og behandles med en særlig slags antibiotika, som bider på netop denne infektion. På grund af isolationen skal personale og besøgende iføre sig kittel, maske og handsker, inden de går ind til patienten. Det betyder, at Knud Wilken-Jensen ikke bliver tilset ret mange gange om dagen. Maden bliver stukket ind til ham, men ingen hjælper ham med at spise. Familien forsøger med lækkerier at lokke kalorier i faderen, men igen begynder han at tabe sig hurtigt. Under isolationen kommer han kun ud af sengen meget få gange, og der er stor set ikke plads til at dreje rollatoren inde på stuen. Fysioterapi får han kun sporadisk.

Knud Wilken-Jensen opgiver ævred og kan ikke længere finde ud af dagene, og hvor han befinder sig. Han giver udtryk for, at hvis det her fortsætter, vil han hellere dø. Det synes familien ikke, at han skal – ikke på den måde i hvert fald. Derfor tager de ham hjem og fortsætter antibiotikabehandlingen i hjemmet.

April 2007: Podninger viser, at Knud Wilken-Jensen ikke længere har MRSA-infektion. Sygdomsforløbet har dog svækket ham så meget, at han ikke længere er i stand til at klare sig selv derhjemme. Han flytter derfor på plejehjem. Men han er fortsat åndsfrisk og har fået livsglæden igen, ikke mindst når han næsten dagligt har besøg af et eller flere familiemedlemmer. Han rejser ikke så meget mere, men samler stadig sin store familie til forskellige sammenkomster.

At Knud Wilken-Jensen overlevede det lange og komplicerede sygdomsforløb, kan næppe tilskrives sundhedsvæsenet. Pacemakeren, der var indgangen til forløbet, har i hele perioden fungeret, som den skulle. Til gengæld fik han mindst tre hospitalsinfektioner, en brækket arm, et tryksår og en medicineringsfejl med i købet. Han oplevede gentagne kommunikationssvigt mellem primær- og sekundærsektoren og et genoptræningsforløb, der ikke fungerede.

Er Knud Wilken-Jensens historie enestående? Nej, det eneste enestående er desværre, at Knud-Wilken-Jensen og hans familie har valgt at stå frem og fortælle historien – med det erklærede formål at bidrage til, at andre ikke skal have samme oplevelse.

Døden skal have en årsag, tænker mange – og ikke mindst, når man er nået skelsår og alder og tilmed har en lang række større og mindre skavanker. Og det skal den jo også. Det handler ikke om at holde døden fra døren for enhver pris. Men det, at man er gammel og syg, gør det ikke mere acceptabelt, at man får sin tilstand yderligere forværret af en medicineringsfejl, et hoftebrud eller en hospitalsinfektion.

Tal fra det Nationale Indikatorprojekt viser, at ældre patienter over 80 år sjældnere behandles efter retningslinjerne end yngre patienter, når de kommer på hospitalet med sygdomme som apopleksi, hoftebrud, hjertesvigt og sukkersyge. Er det rimeligt?

Det er utroligt, hvor lidt opmærksomhed de utilsigtede skader og dødsfald har i den danske offentlighed. Når en soldat dør i Afghanistan, står forsvarsministeren sammen med familien til begravelsen og viser sin respekt og vedkender sig det ansvar, som forsvaret har, når unge mennesker sendes i krig. Når der sker dødsfald i forbindelse med ubevogtede jernbaneoverskæringer, er der stor offentlig interesse for, hvordan jernbanetrafikken kan gøres mere sikker. Men når en patient dør som følge af sundhedsvæsenets utilstrækkelighed, er det de færreste familier, der oplever at få en undskyldning, en beklagelse eller anden form for tilkendegivelse af, at sundhedsvæsenet vedkender sig ansvaret og arbejder på at forebygge fremtidige dødsfald.

Måske skyldes det, at den enkelte sygehusledelse ikke har overblik over antallet af forebyggelige dødsfald på sygehuset, måske skyldes det, at det enkelte dødsfald altid kan tilskrives et sammenfald af uheldige omstændigheder, der ikke vil indtræffe igen. Måske fordi det bare virker så fuldstændig uoverskueligt at skulle forholde sig til. Under alle omstændigheder er det tid til forandring.

Akkreditering er ikke en garanti for bedre patientsikkerhed 
Knud Wilken-Jensen var indlagt på et hospital, der tre gange har været akkrediteret med succes af Joint Commission. Den Danske Kvalitetsmodel er på vej ud til hele landet, men som den ser ud i dag, bliver den heller ikke det forandringsværktøj, der fremover effektivt beskytter patienter mod forebyggelige skadevoldende hændelser. Der skal langt mere omfattende forandringer til.

Ansvaret for at igangsætte de omfattende forandringer ligger på alle niveauer i sundhedsvæsenet og ikke mindst på det politiske og administrative niveau. Først i den allerseneste tid er der kommet signaler om, at kvalitet og sikkerhed skal opprioriteres, og at det ikke nytter fortsat alene at satse på produktivitet. Forhåbentlig er viljen til at skabe forandring ved at få bedre kår.

At forbedre sikkerheden og kvaliteten kræver ikke nødvendigvis flere økonomiske resurser. Men det kræver langt flere ledelsesmæssige resurser og visioner. Det, man ikke bruger tid på, kan man heller ikke forandre.

Det anerkendte amerikanske Institute for Healthcare Improvement (IHI) i Boston har bistået en lang række organisationer med at skabe radikale forbedringer på sikkerheds- og kvalitetsområdet inden for de seneste år. IHI har nogle meget konkrete forslag til, hvad der er behov for:

Hospitalets ’board’ (kan bedst oversættes med ’bestyrelse’, men har ikke nogen præcis pendant i det danske sundhedsvæsen) er nødt til at bruge mindst 25 pct. af mødetiden på sikkerhed og kvalitet. På alle møder, hvor det kan være relevant, skal sikkerhed og kvalitet være det første punkt på dagsordenen. Det gælder for hospitalsledelser og for økonomidirektører og -chefer. Sikkerhed og kvalitet kan ikke uddelegeres til en kvalitetsafdeling.

Men frem for alt skal organisationen tage beslutning om, hvilke meget konkrete mål man vil opnå, og hvornår, f.eks. at organisationen vil have afskaffet alle forebyggelige dødsfald inden for tre år, eller at hospitalsinfektioner skal værre reduceret med 50 pct. på 24 måneder. Undervejs i processen skal der ske en konkret afrapportering på, hvor langt man er, med hyppige og tidstro data.

Der skal opbygges kompetence i organisationen til at skabe forandringer og til at ændre de arbejdsprocesser, der bidrager til at skade patienterne. Det nytter ikke at indskærpe, hvordan tingene bør gøres, og opfordre til, at alle gør sig mere umage. Det nytter ikke at udstede nye vejledninger og retningslinjer. Det er selve måden at arbejde på, der skal ændres.

Samtidig er det vigtigt for den øverste ledelse at forstå, hvad der skal til, og hvordan den kan bidrage til, at målene opnås. Det handler derfor ikke så meget om at kontrollere, hvorvidt organisationen er på rette vej, men om at forstå, hvad der forhindrer fremgangen, og bidrage til at rydde barriererne af vejen.

Lægegruppen skal engageres med solid dokumentation 
Det er erfaringen, at det ikke er muligt at drive en så omfattende forandringsproces, uden at lægegruppen engagerer sig. Og den bedste måde at engagere læger på er solid dokumentation for, at forandringerne medfører forbedringer for patienterne. Så en af de afgørende opgaver er at tilvejebringe data eller rettere at give klinikerne enkle værktøjer hertil.

Patienternes oplevelser er hele drivkraften i forbedringsprocessen. Patienter og deres pårørende skal derfor inviteres inden for murene og fortælle deres historier. Dermed får statistikkerne stemme og menneskeligt ansigt. Dansk Selskab for Patientsikkerhed har for at styrke samarbejdet mellem patienter og sundhedspersonale dannet et netværk af patientambassadører i samarbejde med WHO’s World Alliance for Patient Safety og TrygFonden. Patientambassadørerne har alle oplevet en alvorlig utilsigtet hændelse – enten personligt eller i rollen som pårørende – og fortæller gerne om det.

Det er klart, at i en så omfattende forandringsproces kan der også blive brug for andre typer af værktøjer. Det er f.eks. tankevækkende, at det hospital, der leverede Knud Wilken-Jensen tre hospitalsinfektioner, en medicineringsfejl, et tryksår og et knoglebrud, blev belønnet med langt flere DRG-midler, end hvis hospitalet havde nøjedes med at levere pacemakeren.

Den amerikanske sygeforsikring Medicare og Medicaid har siden efteråret 2008 ikke honoreret behandling af de hospitalsinfektioner, patienterne får med i købet ved en indlæggelse. Måske vil samme strategi være brugbar i Danmark, eller måske skal man i stedet satse på en økonomisk gulerod for dem, der gør det godt.
Alt for mange patienter påføres skader ved kontakt med sundhedsvæsenet. Omkring 5.000 patienter dør hvert år på grund af utilsigtede hændelser. Det er ikke uundgåelige konsekvenser af behandlingen. Det er skader og dødsfald, som for en stor dels vedkommende er helt unødvendige. Unødvendige er også de ekstra økonomiske udgifter for samfundet og de ydmygelser, smerter, bekymringer og besværligheder, som den manglende patientsikkerhed medfører for patienter og pårørende.

Tak til Knud Wilken-Jensen, Charlotte Wilken-Jensen, Margrethe Nørfelt, Vibeke Vala og Birgitte Holmark for deres mod til at stå frem og for deres bidrag til kapitlet. 

Kilde: