Vi skal snart investere mange, mange milliarder kroner i nye sygehuse. Projektet er formentlig det største i danmarkshistorien – og politisk er det også dristigt.

Vi satser på behandling på de bedste hospitalsafdelinger – og lukker de andre. Det bliver med garanti en gevinst for patienterne, men selv det kræver politisk mod.

Samtidig specialiseres alting. Speciallægeuddannelsen bliver stadig smallere – og dybere.

På hospitalerne knokler personalet med at rulle patientpakker ud, altså opskrifter på, hvordan patienter skal behandles, når de ankommer til hospitalet, når de skal vente på indgreb, under indgreb – og efter. Nu skal det være slut med at behandle patienterne forskelligt. Vi skal vælge rigtigt, ikke forskelligt.

Der bruges tilmed utroligt mange ressourcer på at finpudse produktionen af sundhedsydelser. Det handler om produktivitetsstigninger og kvalitetssikring – og det fremherskende princip er den såkaldte LEAN-model, der er udviklet af Toyota-fabrikkerne i Japan.

Det er nemlig alt sammen såre industrielt. Men det er også smart. Den medicin, sundhedssektoren selv tager, drejer sig om at få mest mulig patientbehandling for pengene – og det er svært, hvis ikke umuligt, ikke at påskønne anstrengelserne.

Problemet er bare, at fremgangen går uden om en bestemt patientgruppe. En gruppe, som snarere end at blive hjulpet, vil blive tromlet ned af udviklingen, hvis ikke man tænker sig om.

Det er en gruppe af patienter, som ikke har fortalere. Ingen klassisk patientforening står bag dem. Ingen har det professionelle ansvar for at formulere deres ønsker, endsige arbejde for dem.

Det drejer sig om de medicinske patienter, altså patienter, der er sat på medicinsk behandling, og som altid vil være det. Det drejer sig om patienter med mange og komplekse diagnoser. Ofte er de oppe i årene. Mange af dem har et helt ekstremt medicinforbrug – ti forskellige præparater pr. dag er ikke usædvanligt. De er jævnlige gæster på sygehusene. Og de og deres pårørende er utvivlsomt blandt de mest frustrerede kunder i sundhedsbutikken, fordi de aldrig får klar besked, og fordi de ofte ikke kommer i en behandling, som nogen afgørende tror på.

Den slags patienter bliver der stadig flere af, og de fejler flere og flere forskellige ting. Det skyldes både, at der bliver flere ældre i befolkningen – og det skyldes, at lægerne trods alt bliver stadig bedre til at udrede patienterne og alle deres skavanker. Allerede nu er de medicinske patienter langt den største gruppe af indlagte på vores sygehuse.

Alligevel har sundhedssystemet ikke opfundet en måde at håndtere dem på. Sygehusene, ja, afdelingerne behandler dem på hver sin facon. Metoderne er ikke sjældent uunderbyggede.

Der er reelt ingen af hospitalernes specialafdelinger, der har disse patienter som deres særlige ansvar. De falder ned mellem stolene – og det er jævnligt i bogstaveligste forstand. Ansvaret er spredt ud på en masse typer af læger og sygeplejersker, der alle sammen nok bekymrer sig om patienterne i sammenhæng med den af diagnoserne, der vedrører netop dem – men ikke de andre. Det er da også et stort arbejde bare at identificere alle diagnoserne, for slet ikke at tale om deres samspil.

I KLINIKKEN – UDE på hospitalerne – aner man straks, at disse patienter ikke just er favoritterne. Man kan se det på ansigtsudtrykket hos den læge eller sygeplejerske, der står bøjet over den gamle, demente patient med KOL og diabetes og fedme og slidgigt. Det er umuligt at sige, hvorfor det netop nu er besværligt at trække vejret, eller hvorfor patienten netop nu har svært ved at lade vandet. Professionelt er udredningen ofte så svær, at det virker aldeles uoverkommeligt. Disse patienter har den laveste status i patienthierarkiet. De giver ikke prestige for lægerne.

De pendulerer typisk frem og tilbage mellem hospitalerne og deres hjem. Forvaltningsmæssigt rejser de frem og tilbage over grænserne mellem primærsektoren, altså kommunerne og de praktiserende læger, og regionerne, der bestyrer hospitalerne. Hver gang de krydser en grænse, stiger ansvarsforflygtigelsen.

Desværre blev de medicinske patienter ladt i stikken ved strukturreformen. Lovgiverne fik aldrig udstyret kommunerne og regionerne med værktøjer til at spille sammen. Det må de selv finde ud af, tænkte reformens fædre åbenbart. Men det er ikke lykkedes. Mange steder saboterer sektorerne snarere hinandens arbejde.
De medicinske patienter er også et økonomisk problem. Faktisk er de en lille bombe under sundhedsudgifterne. Hvis de blev behandlet på det ansvarlige niveau, ville det koste milliarder.

Der er grund til at have god gammeldags dårlig samvittighed over behandlingen af de medicinske patienter.
Kommunerne burde bekymre sig over deres måde at modtage de medicinske patienter på, når de er udskrevet. De burde tænke over, hvordan de passer på dem, når de er hjemme.

Sygehusene burde lave alle procedurer om, når det gælder disse patienter. Det går galt fra starten af, når de ankommer akut og bliver modtaget af en yngre læge, der ikke har begreb skabt om, hvordan de vanskeligste medicinske patienter skal håndteres.

Så indlægges de, uden at nogen aner, hvad der er galt. De ankommer om morgenen – sådan er det. Ved frokosttid tager laboranten de blodprøver, som lægerne skal bruge til udrede patienten. Desværre er resultaterne af prøverne først klar, efter at lægerne er gået hjem. Og sådan går den første dag. Det er ekstra ærgerligt, at den proces ikke går hurtigere. Måske viser prøverne, at patienten slet ikke burde være indlagt, at problemet kunne være løst derhjemme eller hos egen læge.
Faktisk kunne det alt sammen være foregået på en formiddag, og patienten kunne mest sandsynligt være sendt hjem uden en overnatning på et hospital. Systemet er bare ikke indstillet på det.

På landets traumecentre har man forstået, at alting handler om fart. Patienten skal udredes på nul komma fem. Han rulles ind fra ambulancen eller helikopteren, og så står et korps af speciallæger og specialuddannede sygeplejersker klar med hver deres lille, men vigtige opgave. Den udføres på sekunder eller minutter, og resultaterne afleveres, så andre eksperter omgående kan visitere patienten videre til de rette afdelinger.

Det hele minder ikke så lidt om et pitstop i et formel 1 race. Hjul skiftes, benzin fyldes på. Alt sammen på helt ned til ti sekunder.

Her har vi opfundet systemer, der er lynende effektive, og som redder liv. Det har vi opfundet til ellers friske patienter, der pludselig svæver mellem liv og død. Vi har også opfundet det til racerbiler.

Men vi har ikke opfundet det til den helt almindelige, men komplicerede patient. Dér har vi ingen systemer. De er ikke vigtige nok.

I sig selv er det beskæmmende. Men det værste er, at dette problem vil vokse sig endnu større. I takt med at danskerne lever længere, vil antallet af komplekse medicinske patienter vokse, oven i købet hastigt. Der er vel også grund til at nævne, at vi alle risikerer at blive til sådan en patient. Og hvis ikke vi selv, så i hvert tilfælde vores allernærmeste.

Ikke desto mindre er vi godt i gang med at gennemføre sygehusplaner, specialeplanlægning, patientpakker, kvalitetsprojekter og alt muligt andet, der alt sammen er skræddersyet til at tage sig af den veldefinerede patient med den ’enkle’ entydige diagnose.

Selv initiativer, der på overfladen ligner fordele for medicinske patienter, risikerer at blive til formidable boomeranger, der rammer disse patienter i nakken. I dag arbejder mange for at sikre patienterne mod lange ventetider på diagnoser. Man taler om en garanti på en måned. For medicinske patienter vil det jo være fantastisk. De er vant til mange måneders anstrengelser for bare at nærme sig en diagnose. For visse af dem varer det år, og for mange stilles den rette diagnose aldrig.

Nu skal de have en diagnose på en måned. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre, og derfor vil denne garanti mest sandsynligt føre til, at selve udredningen simpelthen ikke sættes i gang. Processerne udskydes, og pludselig er det slet ikke en fordel, at hospitalerne presses til at levere diagnoser i rekordtempo.
Den skærpede ventetid på udredning er et godt eksempel på, hvordan gode hensigter kan ramme de medicinske patienter hårdt og utilsigtet. Planerne er designet til at hjælpe patienter med en veldefineret diagnose – og derved kommer de til at skade den svageste patientgruppe af dem alle.

Dagens Medicin, Ældre Sagen og Lægemiddelindustriforeningen har i fællesskab udgivet en debatbog, der sætter fokus på de medicinske patienter og deres særlige problemer i sundhedsvæsenet. Forhåbentlig kan den være med til at råbe lovgiverne og beslutningstagerne op, så de begynder at tænke de medicinske patienter ind i deres mange planer. Planer, som ellers er gode nok, men som oftest svigter de svageste.

I bogens kapitler leverer en række indsigtsfulde eksperter deres beskrivelse af problemerne fra hvert deres hjørne af sundhedsvæsenet – og kommer med forslag til løsninger, hvor det er muligt.

På den måde er dette værk på et og samme tidspunkt en debatbog og et løsningsprojekt.

Men udgangspunktet er det samme, nemlig at den nuværende håndtering af disse patienter er ruskravende forkert.

Vi kan ikke være det bekendt.

Kilde: